07. okt 2025 - 07. okt 2025
"Fernisering"
Fernisering af nyt Sejl til skibet Over Svartlöga:
“Hvem kan forestille sig afgrundens dybder?”
af Yesmine Ben Khelil
Del af kunstprojektet "Om Tang og Havet"
Gratis adgang, alle er velkomne
Tid: /. oktober kl. 16
Sted: Ferniseringen foregår på skibet Oxer Svartlöga
med adgang fra kajen ved Silovej 2, 8500 Grenaa
Om Kunstprojektet, som er kurateret af Henrik Majlund (kunstnerisk leder af Kunsthal for maritim Æstetik) i samarbejde med Vandvenner og The Garden Studio:
Nyt kunstprojekt sætter fokus på tang
Tang kan både bruges som mad og som materiale. Havplantens muligheder undersøges i kunstprojektet "Om tang og havet".
Ligesom tang overskrider sit element, så overskrider kunstprojektet ”Om tang og havet” også universer, fortæller Henrik Majlund Toft. For tang vokser i havet, i kystnære områder på lav dybde. Tang lever af solen, fordi det bruger fotosyntesen til at gro. På den måde rækker tang ud over sit eget univers. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Henrik Majlund Toft er leder af KMÆ, en nomadisk kunsthal der arbejder med havet som tema. Til dette projekt er han gået sammen med Kunstskibet Oxer Svartlöga i Grenaa havn, The Garden Studio i Homå og udstillingsbevægelsen Hosting Lands om at arbejde med tang og havet som tema.
Wellness-workshop
Hver institution arbejder med tang og havet fra sin vinkel. KMÆ har arrangeret forløb for specialskole-elever på Efterskolen Helle, som bliver præsenteret for en wellness-workshop med tang på Oxer Svartlöga af kunstnerduoen Vandvenner, som består af Janne Schäfer og Kristine Agergaard. I løbet af workshoppen skal eleverne blive fortrolige med tang.
For tang er også et materiale, vi har fremmedgjort os overfor, og som ikke anvendes så meget i husholdninger i dag, men som kan bruges til så utrolig meget, både som mad og materiale. Derfor er tang også fremtidens materiale, står der i pressemeddelelsen.
I workshoppen skal eleverne arbejde med at skabe fortællinger om tang. Elevernes projekter bliver præsenteret af eleverne på Kattegatcentret internationale konference om tang – Nordic Seaweed Conference, der foregår i uge 41 i Grenaa.
Elevernes alternative arbejde med tang er med til at nuancere, hvordan vi taler om tang. Samtidig udfordrer det positivt den videnskabelige forståelse og måde at beskrive tang på. Dette projekt er støttet af Bloomberg Philanthropies Youth Climate Action Fund, som en del af deres støtte til unge og deres arbejde med klima i Norddjurs Kommune.
Afgrundens dybder
Samtidig holder Oxer Svartlöga fernisering på et nyproduceret kunstværk skabt til skibets sejl af den tunesiske kunstner Yesmine Ben Khelil. Med titlen “Hvem kan forestille sig afgrundens dybder?” tematiserer sejl-værket havet og havets fortællinger, som både rummer havdybets mysterier og havet som politisk arena.
For væsener i havet og havet selv modsætter sig kontrol, og på den måde er havet både et symbol og en selvstændig utopisk kraft, som bærer en drøm om frihed. På poetisk vis vil dette håb udsmykke Svartlögas sejl og drive skibet fremad. Sejlet er kommissioneret af udstillingsbevægelsen Hosting Lands til Oxer Svartlöga, som en del af samarbejde der begyndte i 2024, hvor Hosting Lands og Oxer Svartlöga stod bag kunstfestivalen Radical Brigdes - Stories of the Sea i Grenaa Havn.
Tangsafari
Som en slags paraply svæver The Garden Studio i Homå over projektet. The Garden Studio er et refugie og laboratorium for kunst og eksperimenter. Kunstnerduoen Vandvenner er på residency på The Garden Studio i ugen op til workshoppen med eleverne. Under refugieugen skal Vandvenner researche tang på Djursland.
Det foregår blandt ved, at Inger Lenau, en lokal kunstner der arbejder med tang, afholder en tangsafari, hvor både lokale kunstnere og Vandvenner deltager. Tangsafarien handler både om at blive klogere på tang, og tale om kunst og forskellige praksisser.
Projektet inviterer til fernisering på sejlet til Oxer Svartlöga 7. oktober. Til ferniseringen vil der være taler, og noget at spise ved Jakob Vinkler (tidligere Smag). Alle er velkomne.

støttet af